Mail den 24-03-2020 vedr. Coronavirus sendt til alle foreninger

Oprettet: 24.03.2020

Kære foreninger i Greve Kommune

Vi har samlet en række informationer om konsekvenser af myndighedernes tiltag mod spredning af coronavirus. I er altid velkomne til at kontakte Idræts-og fritidssekretariatet ved yderligere tvivlsspørgsmål. Find kontaktoplysninger her.

I forlængelse af myndighedernes tiltag mod coronavirus lukkede vi i Greve Kommune den 12. marts alle kulturinstitutioner, biblioteker, haller og borgerhuse. Dette er nu, som konsekvens af myndighedernes udmelding den 23. marts, forlænget, så alle faciliteter på kultur- og fritidsområdet i Greve Kommune er lukket frem til og med den 13. april 2020.

Udendørs faciliteter
Vi gør samtidig opmærksom på, at vi fraråder brug af kommunens udendørs faciliteter. Kunstgræsbaner, hovedindgang til stadion og lignende vil være aflåst til og med den 13. april 2020. Det gør vi, fordi Greve Kommune arbejder ud fra et forsigtighedsprincip og følger myndighedernes anbefalinger.

Nyttige links
Situationen rejser mange spørgsmål i foreningslivet. Skal vi fortsat opkræve kontingent? Skal vi selv dække økonomiske tab? Kan vi holde generalforsamling? Det har betydning for Jeres økonomi og fremtid hvordan dette kan og skal håndteres.

Vi har herunder samlet relevante links fra DIF, DGI  og Altinget, der kan hjælpe med at svare på foreningers forhold i denne tid.
DIF: https://www.dif.dk/da/forening/raad-og-viden-om-idraetsudvikling/corona
DGI: https://www.dgi.dk/foreningsledelse/artikler/corona-og-oekonomiske-konsekvenser-hvad-goer-du-som-idraetsforening
Altinget: https://www.altinget.dk/civilsamfundetsvidenscenter/artikel/saadan-haandterer-din-forening-eller-civilsamfundsorganisation-coronakrisen

Regnskab
Da myndighederne anbefaler, at alle aktiviteter i frivillige foreninger lukkes ned indtil videre til den 13. april 2020, vil det for nogle foreninger besværliggøre afholdelse af generalforsamling. Vi opfordrer til, at I enten udskyder generalforsamlingen eller undersøger muligheden for at afholde mødet digitalt. Grundet omstændighederne udskyder Kultur og Fritidsforvaltningen fristen for indsendelse af regnskab via www.aktivigreve.dk til den 1. maj 2020.

Rådgivning og vejledning
Hvis I oplever udfordringer omkring foreningens virke, som I har brug for rådgivning og vejledning i hvordan I håndterer, er I som vanligt altid velkomne til at kontakte Idræts- og Fritidssekretariatet. Det kan handle om alt fra de økonomiske vilkår til muligheden for digital generalforsamling eller andre yderligere tvivlsspørgsmål.

Hvis I har nyttige informationer, som I tænker andre foreninger kan have glæde af, må I meget gerne sende dem til Idræts- og Fritidssekretariatet, så det kan deles via Facebook. Kontaktinformationer til Idræts- og Fritidssekretariatet findes her.

Spørgsmål til Kultur og Fritid
Hvis I har spørgsmål om faciliteter eller tilskud er I naturligvis også velkomne til at kontakte os i Kultur og Fritid. Det gør I via vores direkte postkasse, som vi fortsat holder skarpt øje med: kulturogfritid@greve.dk

Med håbet om at vi står stærkt sammen – hver for sig – i denne svære tid.

Med venlig hilsen
Kultur og Fritid i samarbejde med Idræts- og Fritidssekretariatet