Corona - tiltag for at mindske smittespredningen

Oprettet: 12.11.2021

Fra og med torsdag den 11. november 2021 kategoriseres corona igen som en samfundskritisk sygdom i Danmark. I Greve Kommune er vi ekstra hårdt ramt af coronasmitte i øjeblikket – vores samlede incidens som kommune er kommet over 500, og Greve Kommune er nu i det vi kalder RØD ZONE. 

Vi har brug for at begrænse smitten, og da aktiviteter i foreningslivet netop blander folk på kryds og tværs af skoler og klasser, opfordrer Greve Kommune jer i de enkelte foreninger til ekstra bevågenhed om dette forhold. Som foreninger kan I medvirke til at stoppe stigningen i smittetilfælde, så vi forhåbentlig kan holde gang i foreningsaktiviteterne hen over vinteren.

Ekstra anbefalinger i Greve Kommune
Vi anbefaler følgende særlige foreningstiltag for at begrænse smittespredningen:
• Hold, hvor der er konstateret corona hos en deltager, lukkes straks ned. Aktiviteter kan genoptages, når der forelægger en negativ 6. dags test for alle på holdet.
• At I som foreninger opfordrer alle medlemmer til at blive vaccineret. Hvis vaccination ikke er en mulighed anbefales hyppig test.
• At I som foreninger begrænser sociale arrangementer mest muligt de næste 14 dage, hvilket også anbefales for skoler, klubber, SFO’er og dagtilbud

Kviktest
Der er fra i dag fredag den 12. november åbnet et nyt kvikteststed i Greve Midtby Center. Teststedet har åbent alle dage fra 9-19.
Der er fortsat PCR-test på Hundige Allé.

Coronapas
Der er fra centralt hold genindført restriktioner om coronapas fra den 12. november 2021. Coronapas er genindført i Danmark for personer fra 15 år og over på en lang række områder. I skal som forening og institution være opmærksomme på, at Jeres aktiviteter lever op til de nye restriktioner. Her følger en opsummering samt link til nærmere information.

Arrangementer
Den gyldne grænse for hvornår der skal vises coronapas er 200 deltagere/tilskuere ved indendørs arrangementer, og 2.000 deltagere/tilskuere ved udendørs arrangementer. 
Hvis der er mere end 200 tilskuere/deltagere ved indendørs arrangementer eller mere end 2.000 tilskuere/deltagere ved udendørs arrangementer, skal der vises coronapas følgende steder:
- Betalende tilskuere til idrætsarrangementer
- Besøgende på museer
- Svømmehaller
- Koncerter
- Kursister på aftenskoler

Følgende er undtaget coronapas: forenings-, undervisnings- og uddannelsesaktiviteter i svømmehaller, samt idrætsudøvere, scenekunstnere eller øvrige ansatte, frivillige med mere.

Aktiviteter på plejecentre
Foreninger med aktiviteter på rehabiliterings- og plejecentre bedes kontakte det enkelte center for nærmere information. Det skyldes, at der er forskellige lokaleforhold på de enkelte centre. Følg med på www.greve.dk/corona for mere information.

Yderligere information og spørgsmål
Kultur og Fritid opdaterer løbende corona informationer for foreninger på www.aktivigreve.dk. Ved spørgsmål kan vi altid kontaktes på kulturogfritid@greve.dk 

Se nyhed fra Kulturministeriet og tjek www.coronasmitte.dk for at være sikker på, om Jeres arrangement eller aktivitet kræver tjek af coronapas.