Anbefalinger til smitteforebyggende tiltag

Oprettet: 29.11.2021
I Greve Kommune er vi fortsat hårdt ramt af coronasmitte. Vi har brug for at begrænse smitten, og da aktiviteter i foreningslivet netop blander folk på kryds og tværs af skoler og klasser, opfordrer Greve Kommune jer i de enkelte foreninger til ekstra bevågenhed om dette forhold. Regeringen har sammen med idræts- og foreningslivet udarbejdet anbefalinger til børn og unge i idræts- og foreningslivet i områder med høj smitte. I tillæg til disse anbefalinger ligger vi os også op af anbefalingerne på institutions- og skoleområdet. Som foreninger kan I medvirke til at stoppe stigningen i smittetilfælde, så vi forhåbentlig kan holde gang i foreningsaktiviteterne hen over vinteren.
 
Anbefalinger til smitteforebyggende tiltag 
Regeringens anbefalinger for børn og unge i idrætsforeninger i områder med høj smitte er:
 
  • Opfordring til, at alle møder op omklædte. Opfordringen gælder dog ikke i svømmehaller og andre steder, hvor det ikke er foreneligt med aktiviteten.
  • Opfordring til så vidt muligt at afholde aktiviteter, herunder sociale arrangementer inden for mindre og faste grupper/hold, hvor dette kan gøres som en naturlig del af aktiviteten.
  • Opfordring til så vidt muligt at aflevere og hente børn udendørs. Forældre og andre voksne opfordres endvidere til at holde afstand. Afstandsanbefalingen gælder ikke mellem udøvere, trænere samt mellem forældre og børn ved børn-voksenaktiviteter mv.
 
I tillæg hertil har vi fået information fra nogle foreninger om, at medlemmerne kommer for hurtigt retur efter smitte og dermed potentielt udgør en smitterisiko. I kan derfor som foreninger skærpe anbefalingen til jeres smittede medlemmer om først at komme retur til foreningsaktiviteter, når smitteperioden er overstået. Uden symptomer anbefales isolation i syv dage efter positiv test. Hvis den smittede har symptomer på sygdommen, anbefales isolation indtil 48 timer efter symptomerne er ophørt. På skoleområdet taler man om ’et udvalg af symptomer’ (fx både hovedpine og feber eller forkølelse og vejrtræningsbesvær), som retningsvisende for, om det er den ene eller anden situation.  
 
Coronapas
Der er fra centralt hold genindført restriktioner om coronapas. Coronapas er genindført i Danmark for personer på 15 år og over på en lang række områder. I skal som forening og institution være opmærksomme på, at jeres aktiviteter lever op til de nye restriktioner. Her følger en opsummering.
 
Arrangementer
Den gyldne grænse for hvornår der skal vises coronapas er 100 deltagere/tilskuere ved indendørs arrangementer, og 1.000 deltagere/tilskuere ved udendørs arrangementer. 
Hvis der er mere end 100 tilskuere/deltagere ved indendørs arrangementer eller mere end 1.000 tilskuere/deltagere ved udendørs arrangementer, skal der vises coronapas følgende steder:
  • Betalende tilskuere til idrætsarrangementer
  • Besøgende på museer
  • Svømmehaller
  • Koncerter
  • Kursister på aftenskoler
 
Følgende er undtaget coronapas: forenings-, undervisnings- og uddannelsesaktiviteter i svømmehaller, samt idrætsudøvere, scenekunstnere eller øvrige ansatte og frivillige med mere.
 
Aktiviteter på plejecentre
Foreninger med aktiviteter på rehabiliterings- og plejecentre bedes kontakte det enkelte center for nærmere information. Det skyldes, at der er forskellige lokaleforhold på de enkelte centre. Følg med på www.greve.dk/corona for mere information.
 
Yderligere information og spørgsmål
Kultur og Fritid opdaterer løbende corona informationer for foreninger på www.aktivigreve.dk. Ved spørgsmål kan vi altid kontaktes på kulturogfritid@greve.dk 
 
Tjek altid anbefalinger fra jeres specialforbund, DIF’s råd og vejledningDGI’s Idræt og corona og www.coronasmitte.dk for at være sikker på, om jeres arrangement eller aktivitet kræver tjek af coronapas.